Sådan ser Stinkende Storkenæb ud
Stinkende Storkenæb er en lille, men karakteristisk plante med en særegen tilstedeværelse i de skyggefulde og fugtige hjørner af den danske natur. Planten bærer sit navn med rette, for når man gnider ved bladene eller stænglen, udsender den en svag, men genkendelig lugt, der kan minde om en blanding af ubehagelige noter – deraf "stinkende". Blomsterne er små og lyserøde, med fem delikate kronblade, der næsten ligner en miniatureudgave af de mere kendte Storkenæb-arter. De sidder spredt ud langs den rødligt anløbne stængel, som ofte får en svag purpurrød tone, især når planten er ung eller står i skygge. Bladene er fint delte i flere små afsnit og sidder parvis på stænglen, hvilket giver planten et let luftigt og dekorativt udtryk. Selvom blomsterne ikke er store, er de alligevel lette at få øje på i bedet, hvor de lyser op som små lyserøde stjerner mellem de mørkere blade. Planten når sjældent over 40 centimeter i højden, men den kan blive mere kompakt og frodig, hvis den vokser i en næringsrig og fugtig jordbund, hvor den trives bedst.
Hvor Stinkende Storkenæb vokser i naturen
Stinkende Storkenæb hører naturligt hjemme i de fugtige og kvælstofrige miljøer, hvor skyggen er en fast bestanddel af hverdagen. I de danske skove, især i egekrat og bøgeskove, finder man den ofte voksende sammen med andre skovbundsplanter, der deler dens præferencer for fugt og skygge. En typisk følgeplante er Skovmærke, der med sine hvide blomsterhoveder og dybt indskårne blade danner en smuk kontrast til Stinkende Storkenæbs lyserøde blomster. Også Almindelig Mangeløv trives side om side med Stinkende Storkenæb, hvor dens fine, grønne blade og sarte blomsterhoveder bidrager til det frodige udtryk. På de mere åbne ruderater og ved grøfter, hvor jorden stadig er fugtig og næringsrig, kan man ofte finde Stinkende Storkenæb sammen med Gul Snerre, der med sine gule blomster og krybende vækstmåde skaber en levende kontrast til den oprette Storkenæb. Disse planter deler ikke blot det samme voksested, men bidrager også til at skabe et naturligt og mangfoldigt miljø, hvor Stinkende Storkenæb kan trives og blomstre.
Du kan læse mere om Stinkende Storkenæb og dens naturlige voksesteder hos GBIF.
Sådan sår du Stinkende Storkenæb
At så Stinkende Storkenæb er en enkel proces, der kræver lidt forberedelse, men som til gengæld giver stor glæde, når de første spirer titter frem. Da frøene er små og lette, er det vigtigt at så dem direkte på nøgen jord, hvor al anden vegetation er fjernet. Dette sikrer, at frøene får den bedste kontakt med jorden og ikke bliver blæst væk eller spist af fugle. Du kan strø frøene ud over det forberedte område og derefter forsigtigt trykke dem ned i jorden – enten ved at gå hen over dem med små skridt eller ved at tromle let. Stinkende Storkenæb er en af de planter, der er særligt fleksibel, når det kommer til såningstidspunktet. Du kan med fordel så frøene direkte på voksestedet hele året rundt, men det bedste resultat opnås typisk ved at så om efteråret eller det tidlige forår. Spiringen sker villigt inden for fire uger, hvis temperaturen ligger mellem 20 og 22 grader, og frøene har adgang til sollys, hvilket er grunden til, at de blot skal lægges oven på jorden. Når spirerne først er kommet frem, udvikler de sig hurtigt og kan snart vise deres karakteristiske lyserøde blomster.
Stinkende Storkenæb og insekterne
Busksommervikleren er en lille, men elegant sommerfugl, der med sine smalle vinger og karakteristiske mønstre er en sand skønhed at iagttage i sommerlandet. Arten har et vingefang på omkring 2-3 centimeter og bærer en blanding af brune, gule og hvide nuancer, der gør den let at kende fra andre sommerfugle. Den er aktiv hen over sommeren, og dens flyvetid strækker sig fra juni til august, hvor den ofte ses svævende mellem blomsterne i jagten på nektar. Netop Stinkende Storkenæb er en af de planter, der tiltrækker Busksommervikleren, for dens lyserøde blomster udgør en vigtig nektarkilde for de voksne sommerfugle. Men det er ikke kun som bestøver, at Busksommervikleren har en tæt forbindelse til planten – larverne lever nemlig på Stinkende Storkenæb, hvor de finder føde og beskyttelse mellem bladene.
Auroraen er en af de tidligste sommerfugle, der varsler forårets komme med sin karakteristiske orange-gule farve og en vingefang på omkring 3-4 centimeter. Den er en dagaktiv art, der ofte ses svævende mellem blomsterne i april og maj, hvor den søger nektar for at genoplade sine energidepoter. Auroraen er en ivrig bestøver, og Stinkende Storkenæb er en af de planter, der tiltrækker den med sine lyserøde blomster. Når Auroraen lander på blomsterne, får den ikke blot nektar, men bidrager samtidig til plantens bestøvning, hvilket sikrer, at Stinkende Storkenæb kan sætte frø og sprede sig yderligere.
Skovkanttægen er en lille, men fascinerende repræsentant for næbmundene, der med sin karakteristiske kropsform og farve skiller sig ud i det grønne løv. Arten er aktiv fra maj til september og lever både af nektar fra Stinkende Storkenæbs blomster og som værtsplante for sine larver, der finder føde og beskyttelse blandt plantens blade. De voksne tæger bidrager til bestøvningen, mens larverne sikrer, at planten bliver en del af en større fødekæde i haven.
Rosenbladskærerbien er en lille, men effektiv bi, der med sin karakteristiske adfærd og udseende er en vigtig bidragyder til haven. Arten er aktiv fra juni til august og lever af nektar og pollen fra Stinkende Storkenæbs blomster. Rosenbladskærerbien er kendt for at skære små stykker ud af blade for at bygge rede, men dens tilstedeværelse er alligevel en god indikator for en sund og mangfoldig have, hvor Stinkende Storkenæb trives.
Ser du selv insekterne i haven, så husk at melde dine fund ind på arter.dk.