Når du sår frø fra hjemmehørende planter
Det at så en plante/blomst kræver altid 4 ting: Jord, sol, vand og en lille smule varme. Ingen af de 4 ting kan undværes. Når frøene der ligger i (eller på) jorden, mødes af vand og lidt varme (hvor meget afhænger af arten) vil de begynde at spire. De første små kimblade vil titte frem. På dette tidspunkt er vandet essentielt, det at jorden ikke bliver tør, er udslagsgivende for at kimet ikke dør. Ganske få timers totalt udtørring vil kunne slutte det nystartede liv i planten, og frøet går tabt. Så snart spiringen er gået i gang er det også vigtigt med lys. Uden lys fra solen er der ingen udvikling for planten.
Derudover kan man sige at når der er tale om hjemmehørende planter, altså planter der har levet i den danske natur i flere tusinde år, så kommer man lagt med at efterligne den måde de naturligt sår sig selv.
Hvor langt skal frøene ned i jorden?
Der er en meget god og nem tommelfingerregel om at et frø skal lige så langt ned i jorden som det er tykt. Altså hvis frøet er 2 mm tykt, skal det 2 mm ned i jorden. Da mange frø er ret små skal de sjældent ret langt ned, tit vil de være nok at trykke dem let ned eller hvis det drejer sig om et jordstykke, slet og ret at træde dem ned.
Såning i såbakke eller såpotter
Hvis du vil have styr på nøjagtig hvor din blomster står i haven, kan det være en idé at så dem i bakker eller potter (evt. lavet af gamle toiletruller). På den måde vil du kunne have 100% styr på hvor din blomst kommer til at vokse op. Når dine frø er spiret og har fået deres første sæt rigtige blade, skal de prikles eller tyndes ud. Ingen planter kan tåle at stå for tæt. Står de for tæt bruger de energien på at slås i stedet for at vokse sig store og stærke. Du kan enten prikle planterne på hvert sit voksested, eller simpelthen fjerne nogle af dem. Udfra devisen: Hellere fem store og sunde planter end 20 svæklinge.
Sår du flere forskellige planter på denne måde, kan det være virkelig godt at sætte skilte i potterne/bakkerne, så du kan huske, hvilke planter der er hvor.
Når du sår dine etårige blomster
En etårig blomst, har en hel livscyklus på en sommer. Den spirer, vokser op, blomstrer og dør på en enkelt sæson. Det betyder også at den vokser hurtigt – derfor bliver etårige blomster ofte også for ranglet, hvis den bliver forsået indendørs. Så dine etårige planter ude, det giver stærkere og dermed flottere blomster. Så blomsten enten hvor du gerne vil have den til at stå sommeren over, eller et andet sted i haven, hvor de har bedre opstarts chancer (med sol og fugt), så fx i såbakke eller potte, som beskrevet ovenfor.
At så flereårige blomster…
er lige til
Flerårige planter kan opdeles i toårige planter, som det fremgår af navnet i to år. Og så er der stauder, som ikke har en begrænset leve tid på samme måde som både et- og toårige blomster her. I forhold til såningen minder toårige blomster og stauder dog mere om hinanden end om etårige blomster.
Fælles for stauder og de toårige planter er at deres frø er kuldekimere – hvillket betyder at frøet behøver en kuldeperiode for at kalde spireevnen frem i frøene. I naturen sker det ved, at frøene ligger på og i jorden om vinteren. Det betyder som du nok kan regne ud at du faktisk sagtens kan så om vinteren, hvis du har lyst.
De toårige blomster har ofte kun blomster det andet leve år. Sås de i vinterhalvåret eller i det tidlige forår, vil de den første sommer danne små bladplanter for derefter, i deres andet leveår, at blomstre, hvorefter de dør.
Staudernes frø kan også godt at blive sået i det sene efterår eller om vinteren, dette kaldes af nogle for koldsåning. Man kan også godt så dem i det tidlige forår frem til midten af maj, men jo tidligere, jo bedre.
Du skal ikke forvente at dine stauder blomstrer første år, men jo tidligere du sår, jo større er chancen for en mindre blomstring på de nye planter allerede til året efter.